Smagsnoter fra Steffen

 

 

Endnu en vellykket whiskysmagning er overstået i The Whisky Cellar. Denne under overskriften ‘Whisky i særklasse’. Jeg fik på fornemmelsen under smagningen, at alle tilstedeværende efterfølgende kunne have bekræftet at aftenens lineup VAR i særklasse - med undtagelse af en enkelt whisky, som bare var sær.

 

Whiskyerne var valgt på baggrund af gode anmeldelser fra Jim Murray eller Serge Valentin, eller fra Palle og Claus’ egne gode erfaringer. Og selvom det efterhånden må være almen whiskyviden, at whisky opleves forskelligt fra mund til mund og fra næse til næse, så er det trods alt betryggende at ‘eksperter’ har har haft gode oplevelser med drammene. Nu var det vores tur til at se om vi var enige! Bartender!!!

 

De følgende notater skal ikke forstås som endegyldige betragtninger. De er blot oplevelser fra en enkelt deltagers mund. Det kan dog være, at du får deja vu når du læser smagsnoterne, så hold godt fast.

 

Bruichladdich OB 15yo 43% (ca. 1970)

Farve: Gylden rav. Næse: Masser af Old Bottle Effect (OBE) som kan opstå når whiskyen har stået i flasken i flere årtier. Jeg mener personligt at man først kan tale om OBE når en whisky har stået +/- 30 år i flasken. Man kan opleve at whiskyen, især hvis den er røget, er blevet mere afrundet og har duft af gamle bøger, cigarkasse og bivoks. Denne dufter bl.a. af banan, nødder,dessert vin ala sauternes eller trockenberenauslese og skarp ikke mindst.

Smag: Ikke moderne, bombastisk, in your face whisky, men letbenet og forfinet. Noter af værksted, let krydret egefad, kløver og kun ganske lidt sødme. Eftersmagen er overraskende saltet - Islay aftrykket udeblev altså ikke.

Min oplevelse er som så mange gange før, at næsen er fyldt med alverdens delikate noter, hvorimod at smagen er mindre kompleks.. Alt i alt en umoderne, ikke tørvet, indbydende og ultradrikkelig Bruichladdich. Skal vi sige (90) for god ordens skyld?

 

Glenburgie G&M 1963 43%

Farve: Lys mahogni. Næse: Vinøs, balsimisk, vanille, rom, rosin, blommelikør, læder og  mørk orangechokolade; alt dette fra et sherryfad. Smag: Flot indtryk fra starten med fin sødme, som bliver til en vinøs eftersmag med en del eg i enden. Fin olieret mundfornemmelse og med varme er dette en god cigar malt. Altså en sød whisky som kan erstatte en rom eller cognac til en cigar. Eftersmagen viser sig med tiden at være noget mere eget end først antaget - hvilket i min bog er et lille minus, men måske nok uundgåeligt efter 39 år på fad. Man skal altså som uafhængig aftapper være varsom med at aftappe for sent og som forbruger skal man være varsom med at antage at der nødvendigvis er sammenhæng mellem alder og kvalitet. Én ting som helt sikkert hænger sammen, er alder og pris - men altså ikke altid kvalitet. I denne Glenburgies tilfælde er vi dog skånet for alt for mange af de skavanker som følger med gammel alder. Igen befinder vi os lige omkring 90 point, hvis du spørger mig - måske en anelse under da kompleksiteten ikke er voldsom stor, men selvfølgelig en bragende god whisky trods alt. (89)

 

Highland Park - The Whisky Agency - 1981 52.2%

Farve: lys strå. Næse: Wow! Lyse frugter, honning, voks, pæresaft, let vanille og let læder. Meget punchy og meget fruity og meget meget lovende. Smag: Igen et kæmpe punch af både sødt, salt og krydrede smage og man står tilbage med et meget rent indtryk, som om fadet har været meget søvnigt. Voks og frugtig syrlighed ala de skarpeste Clynelish’er, men med mere honning og salt. Eftersmagen er også meget ren. skal vi sige som tør riesling? Grosses gewächs? Det tror jeg nok! Plus lidt eg og lidt bygmalt selvfølgelig.

En virkelig flot whisky! (92) Tænk at denne koster en fjerdedel at en OB flaske… Tyveri ved højlys dag - denne gang til fordel for køberen! Men udsolgt selvfølgelig…

 

Laphroaig - Signatory - 1999 59.4%

Farve: Strå. Næse: En blomstret Laphie… men kun i et øjeblik. Så kommer tørven.. En fed og våd tørv med våd uld og våd skovbund. Nogen der sagde efterårsdram? Smag: Ohoy! Masser af tørv igen i smagen. Et kraftigt og fyldigt tørvepunch uden bismag overhovedet. Ikke nogen kønsløs Laphroaig, det er sikkert. Buldrer derudaf, men i perfekt salt/sødme ballance. Er dette mon tørvelikør? Og skal jeg tage patent på det koncept?

Den er selvfølgelig ung, men det kommer ikke til udtryk på en kvalmende newmake agtig facon. Varm den op i hånden - jeg siger det lige igen: varm den op i hånden - og oplev hvordan Laphroaig skal smage.

Trods skyhøje forventninger og himmelske minder fra fordums tid og jeg skal komme efter dig, så levede denne dram op til alle forventninger. Ikke dårligt for en 7 årig whisky. (91)

 

Pause - Forplejning endnu engang i weltklasse, men ikke et ord om Hankey Bannister episoden..

What happens in the cellar, stays in the cellar. Klar til anden runde...

 

Glen Grant OB 12yo 43% (ca. 1950)

Farve: Rød mahogni. Næse: gammeldags sherry - mere behøver man ikke sige. Okay lige ét ord til: jordbærpuré. Smag: Formidabelt kick taget tiden på flaske i betragtning. Flasken havde rigtig god fyldstand, hvilket er ret afgørende, for whiskyen kan i teorien have været i flasken i mere end 45 år. Men hellere 45 år på flasken end 45 åt på fad - ikke sandt? Denne Glen Grant havde dog et noget krydret fadpræg, trods den unge alder og en helt vild sherry indflydelse for sådan en standardaftapning. En del eg og metalliske noter på tungen, søde figner, abrikoser og cremet marmelade. Kort, eget og ret tør sherry finish. Utrolig imponerende 12 årig standardaftapning. (90)

 

Clynelish - Berry Bros & Rudd - 1996 57.1%

Farve: Mørk strå. Næse: Honningmelon, fersken og fyldig, lys drue. Tropisk frugt (papaya..?) lidt bivoks, som vokser og vokser, især med lidt vand i glasset. Smag: Stor sødme umiddelbart. Grøn the, kold stærk the. Det er svært at se bort fra styrken her - det er noget af en brutus. Hvid peber sammen med syrlighed - igen fra de lyse frugter - fadet spiller også med på tungen. Denne er svær at skille ad. Men det behøver vi heller ikke. Folk kan li den, jeg kan li den. Clynelish i glasset, det er derfor vi er her. Ballanceret og lang i eftersmagen. (91)

 

Benriach OB 30yo 50%

Farve: Rød mahogni. Næse: Krydret sherry, nærmest ovre i rom genren. Meget indbydende. Smag: Lidt forvirrende her.. Er det mon den kraftige clynelish der spøger endnu? Slikket frugt, som får en myntet egenskab efter lidt tid. En del krydderier men forholdsvis let mundfornemmelse. Den er ikke vildt kompleks denne Benriach, men den smager rigtig godt, især hvis man gir sig tid til at varme den op i hænderne. Meget fin 30 årig OB hvor både sherryfadet og de 50% er til stede. Ikke nogen intellektuel whisky, hvis man kan sige det sådan, men simpel og lige ud af landevejen. (90) Stadig lunt i svinget må man sige...

 

Ardbeg - Malts of Scotland - Amazing Casks 1998-2014 58.2%

Dette burde være rigtig godt.. Farve: lys rød mahogni. Næse: Dufter umiddelbart meget af newmake hvilket er en overraskelse… En mindre god overraskelse desværre. Tørven er også kraftig, men der er også noget røget på spil. En vild Ardbeg, uden tvivl. Dette er en peatlovers dram. Geert Bero kan li røg! Han har enten valgt fadet eller også er den tappet til ham. Han har i hvert fald noget med fadet at gøre. Smag: Mere moden i smagen end i duften, som jeg ikke var overvældende begejstret for. Nødder, ricciotto/portvin, landlig tørv, hint af stald gemt under sødmen fra fadet. Ingen syrlighed fra sherryen - det kan vi ellers godt lide. Ikke nogen typisk Ardbeg - her dominerer egen helt vildt i eftersmagen, hvor der også kun er en smule maltsødme at spore. Denne dram virker meget yndre end 16 år - endnu en brutus! (87)

Jeg kan tilføje, at der naturligvis sker et overgreb på tungen efter 8 drammer, og en Ardbeg på 58% kan virke meget mere voldsom end den ville, havde vi smagt den som en af aftenens første. Men man serverer selvfølgelig ikke de røgede og mest alkoholtunge whiskyer først i en lineup, det er klart. Derfor er det eneste rigtige at gøre, at minde sig selv om, at det ikke er nogen skam, i nogle tilfælde at fortynde med lidt vand. Dette kan vise sig at være en fordel sidst på aftenen, så hvorfor ikke..? På en brødrene Price agtig måde vil jeg minde mig selv om og opfordre andre til: Mere smør.. nåh nej, mere vand!

 

Vi begyndte med en forfinet, charmerende og gammeldags whisky og sluttede med en moderne vildbasse, hvor der er skruet op for alle tangenter. Endnu en veloverstået tur gennem whiskylandskabet, hvor samtlige whiskyer imponerede på vidt forskellig vis. Faktisk var der ingen sammenhæng mellem flaskerne overhovedet, andet end de alle, i mere eller mindre grad,levede op til eksperternes dom.

Er vi så selv eksperter nu? Nok ikke.. Det kræver flere smagninger (Hint til The Whisky Cellar)

 

Sláinte & på gensyn!

Steffen Sand